Min personlighed var skabt til det
Han er Danmarks mest vindende kajakroer nogensinde, og en af de få danskere, som har deltaget i fire OL. Nu indvier René Holten Poulsen os i sandheden bag medaljerne i sin kommende biografi. I den forbindelse har vi stillet ham fem spørgsmål.
Lå det altid i kortene, at du skulle nå så langt i sportens verden?
“Slet ikke. Ingen i min familie var på nogen måde overdrevet interesseret i sport. Men det blev jeg allerede som barn. Jeg så Tour de France og fulgte altid fascineret med i håndbolddamernes kampe. Der var noget med at træne for at blive bedst, som appellerede til min personlighed. Jeg øvede mig på at perfektionere en løbetur i idrætstimerne eller at tage et sving skarpt på vej hjem fra skole på cyklen. Formålet var altid at gøre det bedre og hurtigere. Da jeg så fandt kajakken, åbenbarede det bare endnu flere optimeringsaspekter som vejret, vinden, vandet, styrke og kondition. Så, man kan sige, at min personlighed var skabt til at konkurrere.”

Hvad synes du et liv i elitesport har givet dig?
“Udover at jeg har fået venner fra hele verden og haft store oplevelser, så synes jeg, det har givet mig en grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at gå helhjertet efter et mål.”
Hvad er det almindelige mennesker ikke ser ved elitesport. Tre ting?
Der er helt forståeligt en del ting, folk ikke ved, men jeg vil nok sige:
- Hvor stor forskel de små, simple ting kan gøre over tid
- Hvor meget atleter er drevet af noget, der er langt større end økonomi og berømmelse. Vi sætter bogstaveligt vores fremtid over styr, når vi går all in på en sport uden garanti for succes.
- Alle de dage, hvor det ikke var sjovt.

Hvis du kunne gøre én ting om?
Hvis jeg skulle gøre én ting om, med den viden jeg har i dag, så ville jeg have sat alt ind på at kommer bedre ‘over’ mit skuffende OL i 2016. Det ledte mig selvfølgelig på den rejse, der gjorde, at jeg er endt, hvor jeg er – men ultimativt kostede det mig også den mentale overhånd i min sport. Jeg genvandt den kun ægte en enkelt gang mere i min karriere, og det var ved OL-kvalifikationen i 2024.
FAKTA
KOMPROMISLØS af René Holten Poulsen udkommer 5. november 2026.
René Holten Poulsen er Danmarks mest vindende kajakroer nogensinde og har blandt andet vundet OL-sølv og VM-guld. Han er mange gange danmarksmester, pioner inden for sporten og Danmarks første Red Bull-atlet.
René er stadig aktiv i dag, men på ”hyggeniveau” – hvilket resulterede i en finaleplads ved årets DM i Silkeborg.
Hvad håber du, at folk tænker efter at have læst dine biografi?
Jeg håber, at de læser alt det mellem linjerne, og at de bliver mere bevidste om, hvad de selv kan og bør gøre for at passe på sig selv. Og så håber jeg samtidig, at den inspirerer til at gå efter noget helhjertet – uanset hvad det måtte være. Et nyt job, et karriereskifte, et opgør med gamle vaner og så videre. At turde tage på rejse ud i det ukendte, hvor vi vokser som mennesker.

20150129, Brøndby, Danmark:
Dansk Kano og Kajak Forbund.
Kampagne: Train like a champ – Rene Holten Poulsen
Foto: Lars Møller
UK Caption:
20150129, Brondby, Denmark:
Dansk Kano og Kajak Forbund.
Campaign: Train like a champ – Rene Holten Poulsen
Photo: Lars Moeller









